Jeg vil starte med at fortælle min historie, det er dog primært min hestehistorie. Det bliver et temmelig langt skriv, mest af alt fordi det er det en 27-årig hestetosset pige der sidder bag tasterne.

Meget kort fortalt, så har jeg har en lang fortid med ponyer og heste, en hulens masse stævner. Så en lille pause mens jeg studerede og derefter har jeg genoptaget hestene, men (indtil videre) på en helt anden måde.

Rideskoleræs

Jeg er vokset op i det vestjyske muld og har hele min barn- og ungdom haft min ridetid i Lemvig og omegnen. Jeg har redet siden jeg kunne huske det, hvor det er startet med at jeg er blevet trukket rundt på små shetlænder hjemme hos mine bedsteforældre. Mine forældre besluttede sig for at købe lidt udstyr til dem og derfra gik det hurtigt til, at jeg startede på rideskole ved 5-6års alderen. Til trods for at mine forældre aldrig har haft hest eller redet selv, har de ALTID (og jeg mener virkelig altid) været opbakkende om hele livet med ridning og heste. Og kørt alverdens steder for at få det hele til at passe behovet.

Jeg startede med undervisning på en lille lokal rideskole (der faktisk også var en handicaprideskole), den hedder Nr. Holmegaard. Her red  jeg ca. et års tid, til jeg så skulle udfordres lidt mere. Jeg startede derfor på en lidt større rideklub nemlig Rom Rideklub, hvor jeg faktisk ret hurtigt blev lidt skræmt af at de kun havde de store heste at ride på. Derfor blev jeg rykket ud på en rideskole der hed Stald Magna, hvor jeg red et års tid indtil mine forældre købt en pony min lillesøster jeg kunne dele.

Ponyerne

Buster dukkede op på matriklen, en brun 3’er pony som var en blanding mellem islænder og exmoor, en stille og rolig pony som var 110% til at stole på. I starten red jeg stadig på rideskoleheste til undervisning 1x i ugen og derud over hjemme på Buster. Ret hurtigt så mine forældre at min søster og jeg var nødt til at have hver vores pony, jeg fik derfor ponyen Samson, en sort broget 3’er pony. Den var lidt bokssur, og udviklede desværre noget alla jalousi og var ikke til at stole på – så den dag han endte med at ramme mig på ydersiden af knæet, mens min veninde så på, kom han til salg.

Her efter fik jeg en lidt større pony (som nok egentlig var røget op på et hestemål), en haflinger der hed Stalone, som blot var 5 år gammel. Jeg var stadig bare hyggerytter og mest af alt skovturrytter med mulighed for 2 forskellige skove. Hurtigt fandt min unge haffer ud af jeg var lille og slap. Han hang sig på bidet og når jeg blev træt nok – ja så kørte toget (oftest hjemad). Jeg faldt ikke så tit af, jeg kunne bare ikke stoppe dyret.

Da mine forældre ikke vidste hvad de skulle stille op overfor unoderne, blev jeg derfor meldt til undervisning i Rom Rideklub igen – nu med egen pony. Der gik et par gange hvor det egentlig gik meget godt og Stalone artede sig, men en dag tog den fuld fart gennem ridehuset og mod udgangen (heldigvis nåede de at lukke lågen). Min ridelære dengang KK (som jeg den dag i dag priser mig lykkelig for at have mødt og startet ud ved) prøvede ham, men kunne hurtigt stoppe ham igen – ergo jeg var bare for lille, eller han var for stor(en mundfuld). Min far begyndte at tilkøre ham, med hjælp fra naboen der er travbane, hvilke han var ganske flink.

Ny pony, ny æra

Jeg fik i stedet en 2’er pony, TEXAS HONEY-MOON, som vi havde på lån til at tage med til undervisning. KK var solgt og hjalp med han det første stykke tid – jeg startede nu med enetimer. Jeg blev med denne pony og KK’s interesse en mere seriøst rytter, der nu red dressur med et formål. Foruden enetimerne, var vi et hold af piger på 10-13år med egne ponyer der red holdundervisning sammen – og vi nød det. Desuden gjorde alle vores ponymødre og fædre det vidst i ligeså stor en grad som os.

Vi skulle en dag også springe, hvilket min lille gummibåd af en pony gjorde sublimt. KK synes helt sikker jeg skulle begynde at springe undervisning også – jeg var ikke helt enig. Dog var der en dag jeg ikke kunne komme til den planlagte undervisningsgang og hun foreslog at jeg i stedet red med dagen efter i springundervisningen, som dog var ved en anden underviser, nemlig BM. Det gjorde jeg, og hold nu op for en time – aldrig er jeg faldet af så mange gange og aldrig har jeg grædt så meget – men jeg kravlede op hver gang og red på igen. Tex både sprang mig ud af sadlen, løb uden om og stoppede på fyld. Selvom jeg var faldet af, synes jeg det var det fedeste i verden og ville gerne fortsætte – det fik jeg lov til, men skulle stadig ride dressurundervisningen.

Efter noget tid begyndte jeg på stævnene i spring (havde på daværende tidspunkt redet lidt i dressuren, det var dog ikke min interesse og jeg stod troligt på springbanen som banepersonale til hvert et stævne). Jeg red flere og flere stævner, blev bedre og bedre og var til sidst udklasseret på klubplan. Jeg måtte derfor i gang med kurset “klar-parat-rid” og ridemærkerne (det hed det dengang og jeg tog dem på Vilhelmsborg). Jeg blev klar og kunne tage fat på distriksstævnerne – derfra gik det hurtigt til mb’erne og derfor på vej til landsstævnerne. Jeg blev dog for lang til min elskede 2’er pony og måtte ud og have mig en 1’er. Tex og jeg nåede at starte MA med placering, kun snydt fra S fordi jeg brækkede en lillefingerkno og der var vand med som han aldrig rigtig kom til at springe.

Mit hjertebarn og min stolthed

Det var egentlig en pony vi var ude og se på til min søster, som jeg endte med at falde for – en pinto pony som kom til at hedde HOT PINTO (hot fordi den var liiiige varm nok i sit hoved). Jeg fik den med tiden klar til stævner og havde den i gang sammen med Tex i ca. 1/2 år til Tex  blev solgt. Hotte nåede jeg rigtig langt med, men den stod med en kodeledsforvridning i ca. 6 måneder – i den tid var jeg på vej mod slutningen af mine ponyår og derfor besluttede mine forældre i samråd med BM at jeg skulle have hest.

Der gik først lang tid med boksro, så gåture som sluttede af med 1 times gåtur – og ja jeg gik vitterligt i 1 time med ponyen hver eneste dag. Det var skisme ikke det letteste projekt. Men det skulle så starte forfra med at skridte en tur først 5 min, så 6 min, så 7 min, så 8 min. 1 min måtte lægges på hverdag på skridtturen indtil vi var på en 1 times skrifttur. Så måtte vi begynde at trave 5 min, 2,5 min på hver volte og så igen lægge 1 min på hver dag indtil vi var på 20 min trav med pauser for hvert 5 min. Så kom galoppen. Og efter ca. 6 måneder måtte vi springe og ride fuldt ud igen. Det var den længste genoptræning, men man komme virkelig til at værdsætte at kunne ride normalt efterfølgende.

Hestene

Mens genoptræning af Hotte forgik, fik jeg 5 års Le’Anna (e. Leandro/Royal Z II), også kaldet Turbo, der stod i ridning ved ham, den havde gået 2 stævner et med 2 LC’er og et med en LC og en LB. Jeg red undervisning og små klubstævner på hende og da Hotte igen var klar til det sidste 1/2 af min ponytid red jeg kun Turbo til undervisning og ingen stævner før efter ponytiden.

Da Hotte var solgt temmelig hurtigt efter jeg var faldet for grænsen. Købt mine forældre ret hurtigt hest nr. 2 – Unicorn Choise (e. Corrado II/Logan), til daglig kaldet Knold – det var simpelthen bare hans personlighed. Knold og Turbo var begge fra 2003, så det kunne følges ret godt ad i klasserne. Dog var der mere kapacitet i Knold end Turbo. Som 6 års gik de begge kvalifikation til Championat og kom begge med videre til Vilhelmsborg – det var dog lidt en lidt stor mundfuld for både mig og begge heste.

Til gengæld blev jeg i 2011 distriktsmester for Young riders i distrikt 11/13 på Turbo og i 2012 distriktsmester for Young riders i distrikt 11/13 på Knold, samme år red jeg en måned senere DM for Young riders hvor banen var S*(145cm) i kvalifikationsrunden. Dette var i mit første sabbatår efter gymnasiet. Jeg skulle egentlig til at læse, men ombestemte mig og tog først 4 måneder ind som værnepligtig, jeg red stadig Knold i mine weekender. Efter militæret, ville jeg gerne på højskole og Knold blev derfor lånt ud i ca. 1/2 år tid, hvor efter jeg havde ham hjemme for en måned og han var derefter solgt. Jeg skulle nu til at læse.

Tiden uden hest

3 1/2 år uden hest, mens jeg skulle læse sygeplejerske. Det var nogle hårde år, men helt igennem fantastiske år. Jeg flyttede til Holstebro, hvor jeg det første stykke tid prøvede mig med en part på hest. Jeg kunne dog ikke få min løbetræning, læsning, skoletid og ridetid til at passe sammen. Jeg besluttede derfor at holde fast i den oprindelige årsag til at sælge hestene – hvis ikke jeg kan blive ved med at ride på det niveau jeg gør nu, så kan jeg ligeså godt stoppe. Jeg skulle tilbage på SU og selv betale hvis heste skulle opstaldes, undervisning osv. Brat opvågningen efter 2års sabbat med arbejde og lidt løn. Jeg klarede mig dog igennem med lidt veninders søde hjælp til en ridetur engang i mellem.

Atter hest igen

Efter endt uddannelse, gik der ikke længe (ca 3 måneder faktisk) før så havde jeg købte hest igen, en 13 års vallak med grønt pas – KASHMIR blev en del af hverdagen i Holstebro. Jeg begyndte igen til springundervisning, som heldigvis var ved BM. Jeg fik da også gjort mig selv og Kash stævne klar. Så klar at vi nåede med til at være en del af hold distriktsmesterskabet, dog ikke at det bar frugt. Det gjorde det til gengæld til Christmas Warm Up, hvor vi red LB Tour og red os i finalen og blev nr. 12 af 57.

Dog blev hverdag lidt besværliggjort af at jeg fandt en kæreste i Aarhus og havde et brænde ønske om kardiologiens speciale, som ligger i Herning. Samtidig kunne opstaldningen ikke  fungere med mine vagter som sygeplejerske. Jeg solgte derfor Kash for at kunne få det til at fungere. Jeg besluttede jeg skulle et smut til Norge og arbejde, da jeg kun fik et 8 måneders vikariat. Mens jeg arbejdede i Herning fandt jeg mig en hesteejer, der manglede en rytter og kunne derfor stadig ride en del indtil jeg tog til Norge.

Nu uden hest, men alligevel med

Efter jeg kom hjem fra Norge flyttede jeg til Aarhus for at have samme tag over hovedet som min kæreste. Jeg søgte efter partsheste, men synes generelt at det var meget dyrt. Man skal betale 500-1000kr og så rider du 1-2 gange i ugen og har stald/weekendvagter. Eller også var det nogle heste med meget særheder. Eller også bare nogle jeg simpelthen ikke passede med.

Jeg fandt derfor frem til at bedste løsning for mig var at kunne låne hest. Og nu har jeg opstaldning i en lille privat stald i Malling. Hvor ejeren L heldigvis også er springrytter, som giver mig nogle fantatiske muligheder. Og det er blandt andet dem jeg kommer til at berette fra fremadrettet.

Jeg er begyndt at læse igen, hvilket også betyder jeg er tilbage på SU. Jeg kan dog stadig arbejde en del ved siden af som timelønnet sygeplejerske.