Styrtet

Kash på HOSK

I august 2017 styrtede jeg på min daværende hest Kash. Ren og skær uheld, da han i galop på volte mister fodfæstet, snubler og slet ikke finder balancen igen. Jeg ender med at have mit højre ben under ham, men han får sig hurtigt flyttet. Dog uden at han rejser sig, det gjorde han først da jeg stod ved siden af ham (en sand gentleman, da han eller sikkert ville have trådt på mig).

Kash var der heldigvis intet sket med. Men mit knæ hævede ret hurtigt op. Jeg fik min mor til at komme og køre mig hjem, da jeg ellers var på cykel. Vi kiggede på det og jeg ringede til vagtlægen, egentlig mest bare for en sikkerheds skyld. For som sygeplejerske på den gang ortopædkirurgisk havde jeg jo selv nærmest lavet samtlige test for hvad jeg kunne og ikke kunne. Af vagtlægen fik jeg af vide at jeg skulle elevere det, evt tage panodil og støtte mindst muligt og så kontakte egen læge hvis ikke det aftog inden for et par dage. Min egen læge havde sommerferie, så jeg endte hos hendes afløser i Danmarksgade, som lagde en forbinding til at tage hævelsen og så skulle der gå endnu en uge hvor jeg skulle tage det med ro.

Det første år

De første 3 måneder gik egentlig meget godt. Jeg var i rimelig god form, da jeg trænede frem mod Amsterdam Marathon. Jeg løb hver gang jeg næsten kunne slippe afsted med det – om det var de 2km til og fra arbejde eller de 5km til og fra hesten – så talt alle de km i benene jeg kunne få. Jeg havde sat efterårsferien af til at lave et besøg ned til min roomie gennem sygeplejestudiet, da hun havde fundet sig en hollandsk kæreste og var flyttet derned. Jeg er stædig og gennemførte, men ikke uden smerter. Knæene var tapet op og jeg havde været så forudseende, at jeg endda havde taget panodil og ibumetin til morgen og havde med i lommen til at tage igen undervejs. Det skal jeg bare lige sige IKKE kan anbefales!..

Efter gennemført marathon tænkte jeg at knæet nok havde brug for lidt ro. Og jeg skruede derfor ned, hvilket betød jeg cyklede rundt i stedet for at løbe. Det gik fint. Men jeg havde stadig ondt. Så jeg gik til lægen i december og blev henvist til MR-scanning. Jeg fik svar i januar og henvist til Ortopædkirurgisk Klinik – men det var brusk skade, så der var ikke noget at gøre. En henvisning til fys og noget smertestillende. Så det kæmpede jeg med – uden helt at synes det virkede. Jeg skiftede arbejde ca. ½ år efter styrtet, til hjertemedicinsk i Herning. Det betød jeg nu kørte på arbejde – men til gengæld havde 12 timers vagter hver 3. weekend. Ikke en succes – men det blev hverdag. En hverdag hvor jeg som 25 årig holdt min krop i gang på 1g panodil og 400mg ibumetin 4 gange om dagen.

Nedturen

Jeg tog til Norge for at arbejde i 3 måneder – endte i NordNorge og måtte indse at løb på is i fjellene ikke var til dårligt knæ. Så jeg begyndte at gå i fitness – det er ligesom altid for mig virkelig kedeligt. Alt hvad der pressede på puls (som er det jeg bedst kan lide) – havde ofte impacts på mit knæ. Da jeg kom hjem til DK igen, flyttede jeg ind hos K. Det betød at jeg fik en ny læge, og da jeg bad om recept fornyelse på smertestillende – ville de da lige se på mig i stedet. Da jeg havde fået smertestillende i næsten 2 år.

Second opinion – Ortopædklinik

Jeg kom til lægen og fik en videre henvisning til DemiSec som en second opinion. Det betød at jeg måtte bruge tid på at skulle vente på at få tid derude og jeg så skulle i MR-scanneren igen. Og jeg måtte ikke få andet smertestillende end panodiler. Ibumetin er jo meget hård ved mavesækken (hvilke jeg jo som sygeplejerske godt ved og havde fixet selv ved at forbygge med at tage syrepumphæmmer – Pantoprazol, som kan fåes i håndkøb). Det her til at lyde meget negativt, men egentlig var jeg meget glad for at skulle have second opinion. Jeg lever stadig i håbet om at det kan fixes så jeg ikke skal have ondt.

Skade på det andet knæ

Uheldigvis kom jeg også til skade med det andet knæ. En mudret festival og en glad kammerat kostede en tur i mudret og et vrid i det venstre knæ. Det betød alt på det højre knæ blev at lidt i bero. Det venstre knæ fik sig en MR-scanning – men begge scanninger viste dog ting som DemiSec ikke kunne gøre så meget ved, og jeg fik en videre henvisning til Indrætsklinikken på AUH.

Idrætsklinikken

På Idrætsklinikken var meldingen det samme som for 3 år siden på Ortopæd Klinik i Holstebro. Bruskskade som der ikke kan gøres meget ved. Man kan gå ind og slibe lidt på det, men med tidligere job på ortopæd sengeafsnit vidste jeg at man skal ikke gå ind i et knæ med mindre det var allerhøjest nødvendigt. I stedet ville vi forsøge med at få anlagt blokader og så kunne starte genoptræningen smertefrit og så forhåbentlig blive stærk nok til at kunne træne videre uden smerter. Og ellers måtte man jo ind og file lidt kanter.

Genoptræning

Ved fysioterapeut

Jeg forsøgte først at genoptræne allerede tilbage i Holstebro. Har var fokus bare rigtig meget på at komme tilbage til at løbe igen. Faktisk så meget at jeg slet ikke følte at fysioterapeuten snakkede om mit knæ som en rideskade og dermed et traume – men mere som en overbelastning fra løb. Måske begge dele var lidt sandt. Jeg var jo styrtet, men jeg havde også trænet videre mod marathon på det. Jeg synes dog aldrig rigtig det lykkedes at få trænet det, jeg fik ikke rigtig nogle øvelser. Men skulle bare komme af flere omgang til shockwave terapi – hvilket i øvrigt bare gør naller!..

Men efter min tur i Idrætsklinikken på AUH, blev jeg henvist til fysioterapi igen. Og denne gang må jeg sige virkelig at have rykket på nogle til. Og jeg ville virkelig ønske det havde været det her jeg var startet på! Jeg ville have været mere eller mindre smertefri for 2-3 år siden så. Jeg har fået kigget min krops opstilling igennem, lavet ganganalyse, optimeret på styrke forskellen i mine ben. Jeg har fået øvelser og tips og tricks hele vejen igennem. Hvilket har betydet at da jeg kommer til kontrol i Idrætsklinikken bliver jeg afsluttet med meldingen om at de ikke kan gøre det bedre end det allerede er blevet.

Uden fysioterapeut

Det er klart selvtræningen der er det vigtigste, men også her jeg er svagest. Jeg synes småøvelser med bold og elastik hver dag bliver langtrukket og uoverskueligt. Jeg er meget bedre til et program jeg kan træne en ½-1 time og følelsen af at jeg faktisk har fået trænet. Selvom jeg godt ved at det er det andet der er det bedste. Jeg er lige afsluttet ved fysio og skal derfor forsætte selv. Men jeg har besluttet mig for at ligeså snart jeg er færdig på SU, skal jeg have mig et forløb med træning som er rytterspecifik hos Charlotte fra Eqphysio.dk som både kan tage mig og hesten under sine vinger.

Skade og ridning

Faktisk så var det, det eneste der ikke gjorde ondt. Jeg kan ind i mellem være lidt øm efter springtræning eller en lang skovtur. Men ikke som når jeg har løbet eller trænet ellers. Så faktisk er det, det eneste som jeg hele tiden har haft lov til at gøre. Ridning og cykling – når det ikke gør ondt. Så jeg har været utrolig heldig med hele tiden at kunne ride. Det eneste der kan bekymre mig er, hvis jeg skulle falde af og evt få et vrid – derfor har jeg investeret i et par sikkerhedsstigbøjler fra Acavallo.

De dumme og de gode valg

Der vil i sådanne forløb altid være gode og dårlige valg. Egentlig synes jeg først det gik ned ad bakke da jeg gav ro til knæet – hvis jeg holdt det i gang var der ikke det store. Spørgsmålet er så bare hvor længe det ville have holdt til det. Mit bedste valg har klart været fysioterapeut i Aarhus. Her valgte jeg FysioDanmark på Vesterbro Torv. Jeg har fået øvelser til træning med elastikker og bold, gang i en foamroller som egen massage og indlæg til skoene samt metoder til at tape mine knæ op og i hvert fald lige nu spiller det. Så det håber jeg det forsætter med.